Hvorfor

Jeg har ikke engang tænkt mig at sige undskyld, for alle mine undskyldninger er I vel trætte af. Jeg har hverken tid eller overskud for tiden, og det hele bliver værre og værre, som om at hele verden bare er imod mig. Der er få øjeblikke, hvor jeg nyder alting og kan se bort fra alle mine problemer, ignorere dem, men så kommer det hele tilbage igen, som et slag fra en knyttet næve. Små ting kan give mig tårer i øjnene, mindre ting kan få mig til at føle, at hele verden falder sammen.
Og denne konstante følelse af fortabelse, tristhed og følelsesløshed ødelægger min glæde. Nyheden om, at jeg skal til New York, mit elskede nye hypercard, mine karakterer, de venner, der kan lide mig, min fars støtte, min mors interesse og alle de fantastiske ting, jeg normalt ville være lykkelig over.
Ligemeget. Ligemeget, fordi jeg ikke kan komme ud af denne konstante tilstand af ingenting. Og så er der jer. Mine følgere, både på blogspot og mine tumblrs, mine trofaste følgesvende, trods I sikkert ikke engang tjekker min blog så tit længere. I varmer mig op indeni, og alligevel kan jeg ikke vise det, føle taknemmeligheden eller på nogen måde vise min interesse. Dette er mit undskyldningsindlæg uden en undskyldning. Jeg holder så fandens meget af jer.