Back on track: Demi Lovato

Da jeg var omkring tolv år gammel, blev jeg helt vild med Demi Lovato. Det vil sige fire år siden, og efter det, syntes jeg bare, at hun var irriterende. Senere fandt man ud af, at Demi både var cutter og led af bulimi. Hun blev indlagt, og selvfølgelig havde jeg ondt af hende - det ville jeg have af alle, det skete for - men meget længere var den ikke. Nu er hun ude igen, og ... Hun er jo vokset op. Demi har altid været en køn pige, men hun er virkelig smuk, nu. Jeg synes ikke, hun er direkte wow, men hun har en fed stil og er meget simpel - præcis, som jeg kan lide mennesker. Og det er tydeligt, at omverdenen er enig med mig, både hendes musik og karriere er også modnet, og man vil nu kunne se hende som dommer i det amerikanske X-Factor.

Undskylder forresten billedkvaliteten. Hav en god aften
xxx, Lou

Endnu en tanke i min enmandsdebat om favoritemnet: Mig

Fantasi er vigtigere end viden - Albert Einstein.

Jeg har ligget nede i sofaen i et godt stykke tid, for jeg skal være sammen med Hercules, og han kan ikke komme op ad trappen til mit værelse. Hercules? Det er en lille hund (host, rotte), som jeg skal passe i 16 dage. Han er irriterende, fed, dum, selvisk, doven og skide dejlig. Well, jeg så pludselig, at jeg kun havde 1% strøm tilbage på min computer, så jeg skyndte mig selvfølgelig at stille mig op, så jeg kunne gå op og sætte den i laderen. Men da jeg stillede mig op, lystrede mit venstre ben bare ikke!
Det lyder ikke af meget, men det var sådan, at det i et sekund spændte, og så bare blev slapt, og selvfølgelig faldt jeg. Jeg måtte humpe op på et ben, men efter et stykke tid lystrede mit ben igen. Som det møgsvin, jeg er, var jeg jo nødt til at straffe mit ben - ulydighed er uacceptabelt - og derfor har jeg besluttet mig for at gå rundt i mine sorte stilettos for en aften, da jeg gerne vil lære at gå i dem, som var de ... well, alle mine andre sko, for jeg har aldrig haft problemer med hæle, før jeg prøvede de her, haha!
Hvilket minder mig om, høje hæle er vel også en del af hele denne dille om blogging, som selvfølgelig nu er tonet ned, men som stadig er langt større end før dillen fandt sted. Og med blogging følger tit det, at folk udstiller deres liv som en perfekt liv på roser, hvor man lige får en ny top, men hvor man ikke fortæller, hvis ens gamle yndlings T-shirt blev fejlvasket, eller noget - du ved, man fortæller om gode ting, både store og små. Lader som om, at man lever en meget speciel og stærkt udtrykt livsstil. Jeg kunne nævne en masse bloggers, jeg kender, som gør dette, men så stort et røvhul er jeg heller ikke, for det er en stor kritik at få på bagen, specielt fra en nolifer som mig, der bare burde "holde sin kæft og kende sin plads". Ikke, at jeg ikke selv gør det en gang imellem - jeg var forleden dag ude at gå med mine to veninder i Dyrehaven, og fortalte om en tanke, jeg havde, mens jeg lå i boblebadet og drak champagne, og min smukke veninde, L, udbrød, at jeg altid laver sådan nogle seje ting - det slog mig, at man sagtens kan udstille sit liv, så det ligner noget på film eller lignende, men sådan er real life bare ikke for alle. Og nu vil jeg stoppe med denne totalt underlige tankestrøm, som jeg ikke engang selv forstår.

Jeg sidder med en nektarin og en liter Evian på flaske, mens jeg på skift kigger i magasiner, læser Luftkastellet der blev sprængt og kigger på diverse hjemmesider. Desuden er jeg også i gang med at tage til overvejelse, om jeg bør blive ved med at ødelægge min døgnrytme - i seng efter solopgang, op efter middag - eller lade dagslyset vælge, hvornår jeg skal sove, og hvornår jeg ikke skal. Jeg er ikke træt lige nu, i hvert fald, så jeg vil gå ind på nogle af alle de gamle blogs, jeg engang læste og stadig hader. Kys og kram,
xxx, Lou

Akavet titel på et natteindlæg, selvom jeg er blank

Jeg ligger i min seng og hører Ma plus belle histoire d'amour mens jeg kigger på nye, forunderlige blogs. Jeg tænker over, hvor unge bloggere er nu om dag. En af dem var tretten år gammel, og jeg tænker bare... Vi tror alle, at vi har så meget indsigt i mode og stil, men vi har dårlig nok levet to årtier! Og jeg føler mig virkelig gammel, for nu er jeg snart seksten år, og jeg starter i gymnasiet om under en måned. Det hele er bare så vildt, og alligevel kan jeg sidde og se på trettenårige piger, der ser lige så gamle ud som mig - og de fleste, der ser mig, tror at jeg er ældre, end jeg er.

Forresten skal jeg til frisøren på næste onsdag! Eller, det vil sige, at min moster er frisør, så jeg skal være sammen med hende, og hun vil så også klare mit hår, hvis jeg skal have lavet noget nyt. Any ideas?

♥ Frida Gustavsson ♥

Selv udenfor arbejdstiderne ligner hun en supermodel - men hey, det er hun jo også.

En bette update

Fræk mund

På vejen op gennem Jylland lagde jeg mærke til, at der var en radiokanal, der hed MOJN - er det ikke sejt? Well, jeg har jo ikke skrevet i helvedes lang tid, så jeg har ikke kunnet fortælle jer om det road trip, vi spontant fandt på. Jeg blev ringet op af min far en torsdag aften, hvor han spurgte, om jeg havde nogle planer i den kommende uge. Forvirret stammede jeg, at nej, det havde jeg ikke, og så sagde han, at jeg skulle pakke en uges tøj og badetøj - og det gjorde jeg så.
Dagen efter kom han med sin vens bil, og vi tog afsted -  ham, mine søskende og jeg. Vi kørte ned gennem Jylland, Tyskland, Østrig, Schweiz, Liechtenstein, Italien, Monaco og så stoppede vi i sommerhuset i Côte d'Azur, Frankrig. Nærmere bestemt, Vence. Der er pool, 8 værelser, et gæstehus med 2 værelser, jacuzzi både udenfor og indenfor, petangbane, olivenhave, fandens lækkert fransk køkken, en ekstra suite og et gigantisk rum, der originalt er to etager, som derfor har pisse højt til loftet, som er i marokkansk stil, og som sjovt nok hedder Marokko-rummet. I kan tro, jeg har mange minder fra det rum, hvor jeg løb ud i poolen, ind igen og danse til Amazing af George Michael og så ud i udekøkkenet (som vi også har et af) og hente en af de der dråbeformede Oranginas, som altid vækker minder fra huset i Frankrig. Derefter tog vi igen hjemad, stoppede på vejen i München, men besluttede os for, at vi ikke skulle tage til Bruxelles eller Amsterdam alligevel - min far havde faktisk givet mig lov til at få hash-brownies - hans egen datter! Well, det skete alligevel ikke. Da vi kom hjem, faldt vi i søvn med det samme.
Forresten er jeg blevet afhængig af de der urtebolcher, man også kan få i Danmark. Dog ved jeg ikke, om man kan få dem med verveine (jernurt) og citron. I hope so.
Nu har jeg så brugt resten af sommeren på at tulle rundt i kjoler og kassebukser og krøllet hår, mens jeg drak cola zero og sort kaffe, fordi jeg ikke kan finde ud af at bruge min fars espressomaskine - og jeg har valgt at være hos ham denne sommer, for min mor hun bruger alligevel al sin tid hos hestene.
Kys og kram.
xxx, Lou

Løftebryder

Havde jeg ikke lovet, at jeg ville begynde igen? Well, jeg har fundet inspirationen, og jeg er fucking glad.

 Tørklæde - vintage (eller måske kunne man købe det i supermarkedet for 80 år siden?) | Skjorte - arv

Jeg har aldrig rigtig været typen, der ikke kunne finde mig selv, men jeg har alligevel heller aldrig rigtig kunnet finde det, der mangler. Jeg har i et stykke tid fordybet mig i noget, der hedder enneagrammer, og det viser sig, at jeg er en nummer fire. Jeg er individualist, kunstner, kreatør og romantiker. Jeg kan ikke leve et sekund uden at vide, hvordan jeg har det - om det så blot er en dull følelse, så er det bedre end ingenting. Jeg vil gå i ekstremerne med mine følelser, og jeg har det aldrig bare fint eller okay. Jeg kreerer et billede af melankoli for selv at få den ønskede følelse, jeg skaber selv tragedien (og her refererer jeg tydeligvis til Kurt Cobains "thank you for the tradegy, I need it for my art") og endnu et træk er, at en firer stræber efter at være anderledes - eller at hvile i sig selv. Jeg havde en periode, hvor jeg gjorde alt for at skille mig ud, men har nu accepteret et nyt livssyn med mig selv - jeg kan ikke gøre mig anderledes, men skal blot være mig selv - for jeg er et unikt individ, præcis som alle andre.
Et af mine største minusser er, at jeg altid vil lede efter den ene manglende brik i livets tilværelse. Hvis jeg får det sæt tøj vil jeg være lykkelig, hvis jeg tabte X antal kilo, hvis jeg farvede mit hår platinblondt, hvis jeg havde brune eller grønne øjne, hvis min læber var lidt fyldigere, hvis jeg havde mindre fødder, hvis jeg gik rundt i Louboutins 24/7, et ce tera.
Jeg nævnte også ordet kunstner før, hvilket mine venner gav mig ret i, da de hørte det - hvilket jeg slet ikke forstod! Jeg er omtrent så kreativ som en død tunfisk, så jeg var selvfølgelig meget forvirret over det, men så indså jeg, at jeg virkelig er en fantasifuld pige. Hver gang, mit absolutte fokus ikke kræves, drømmer jeg mig væk til parallelle verdener, skriver romaner, digte, musik, essays og så videre i hovedet. Jeg finder på nye ting hver dag og der går ikke en dag, hvor jeg ikke kreerer noget nyt, hvilket dog også gør det fandens svært for mig at færdiggøre noget.
Men nu vil jeg sige godnat, eller goddag for det er ikke aften, og bede Gud om at blive et fotogent menneske. Kys og kram.
xxx, Lou